Kærlighed Går Aldrig Af Mode

Kærlighed Går Aldrig Af Mode

Trends er sådan en spøjs ting, synes jeg. Den ene dag er vi allesammen HELT betaget af noget bestemt - og dagen efter er det glemt, ligemeget, ikke godt nok. Det er en umættelig flygtighed på det næste, det næste, det næste - hele tiden det næste…

Jeg er ikke specielt fan af trends!

Trends er bare en undskyldning for at købe mere, forbruge mere, i stedet for at værdsætte dét vi har - og i værste fald, en måde at sige til os selv og hinanden, at dét vi har - dem, vi er - ikke helt er ‘gode nok’.
Trends er et tosset røgslør vi pakker verden ind i, hvor vi bilder os ind, at der hele tiden er et bedre, smartere, hurtigere, mere tilfredsstillende alternativ…

Min modvægt til den konstante jagt på den næste trend, det næste fix - er langsommelighed, nærvær og ordentlighed.

Det modsatte af overfladiskhed bliver nødvendigvis nødt til at være nærvær.
Og det nærvær bilder jeg mig ind, at man kan mærke i mine værker:

Mine hænders langsomme bevægelser, garnets iboende bløde kvaliteter, kunstens langtidsholdbarhed.

Ideer og trends kommer og går med en hast, som efterhånden kan virke helt skræmmende. Vi er jo allerede outdatede, nærmest inden vi kommer ud af døren, så stærkt går det for tiden.

Til gengæld er der én ting, som aldrig nogensinde bliver gammelt. Det løber aldrig tør, det er bare altid godt, klogt og lige præcis dét, vi står og mangler:

Kærlighed.

Jep. Noget så oldfashion som kærlighed. Det går bare aldrig af mode!

Kærlighed er den mest langsommelige trend nogensinde.
Vi kan tage den på hver dag, og stadig se strålende autentiske ud. Den klæder ALLE. Og der er ingen, der kan påstå at det er overfladisk eller glemt igen i morgen.

Kærlighed er The Real Deal. Det går bare aldrig af mode ;-)

Tekstilværket er lavet af tynde uldtråde, som jeg først har opmålt i de lange baner, klargjort og bejdset, og tilsidst farvet med fyrsvamp, fundet i vinterskoven i Barrit, hvor mit lille værksted ligger.

Værket indeholder en hemmelighed for de tålmodige - gemt i plain sight: Jeg har nemlig flettet budskabet ind med morsekode, prikker og streger, indtil de lange baner tilsammen skærer budskabet ud for os:

K.Æ.R.L.I.G.H.E.D.G.Å.R.A.L.D.R.I.G.A.F.M.O.D.E

Hvidt, tyndt uldgarn - er en rest fra Egetæppers tæppefabrik. Garnet var en fejlproduktion, og derfor stod det til at skulle brændes. Jeg reddede det ud af forbrændingsanlægget og laver nu i stedet blød og vedkommende tekstilkunst af det. Det er win for dem - og win for mig!

Tynd gylden uld - farvet med fyrsvamp, som er fundet i skoven i Barrit, hvor mit værksted ligger. I farveprocessen har jeg kun anvendt regnvand, både til at bejdse, farve og vaske garnet i.

Tynd koralfarvet uld - farvet med regnvand og kraprod

Tynd guldtråd - genbrugsgarn, som er fundet i en genbrugsbutik et sted i Østjylland

Kobberrør - værket er monteret på genanvendt kobberrør, som jeg køber hos en lokal ophugger

Næste
Næste

Dine Hænder, Mit Hjerte