Klar, parat… (shiiiiit?)

Klar, parat, FORMLAND!!

Eller, vent, er jeg?

Jeg stod og pakkede mit kæmpeværk “Af Jorden Er Du Kommet” sammen i går aftes, og pludselig blev jeg ramt af den der kæmpe-følelse, af at mit arbejde er sååååå ulideligt ordinært 😳

Det er interessant at iagttage, hvordan min egen følelse af snyd bliver helt vildt forstærket, når jeg vover mig ud i verden med min kunst på slæb.
Lidt som Klodshans, ik?
“Hej hej, her kommer jeg, tra la laaa”, og i virkeligheden, så har jeg kun en død krage i en træsko, og lommerne fuld af mudder.

Jeg ved godt det er noget vrøvl, men ikke desto mindre, så er det den tur jeg skal igennem hver eneste (fucking!) gang…
Jeg glor lidt på mit arbejde, og tænker at det da sådan set er nogenlunde ok, men sgu da ikke noget sådan vildt specielt at prale med.
Det er jo bare garn.
Og lidt farve.
Ikke noget specielt revolutionerende. Faktisk bare sådan lidt ordinært 🤷🏼‍♀️

Det kan jeg godt stå og glo lidt på - som i går aftes, fx.
Det tager lidt tid, har jeg fundet ud af: At snakke mig selv tilrette, selvom følelsen af leverpostej og træskokrager godt kan være ret overvældende.

Jeg har lavet en aftale med mig selv om, at det er helt ok at være ordinær.
Det er ok, at jeg ikke opfinder noget fuldstændig totalt genialt, det er ok jeg ikke skal ud og revolutionere hele verden.
Det er ok.

Ordinært har også ret, siger jeg til min indre Klodshans. Ordinært kan nemlig godt være det samme som at have taget noget, som er helt fuldstændig almindeligt, og forsøgt at gøre noget godt med det. Det behøver ikke være genialt, eller smukt eller stort eller vigtigt eller nogetsomhelst.
Bare det er gjort med omhu og gode intentioner… ( siger jeg til mig selv!)

Og DET kan jeg heldigvis godt blive enig med mig selv om! Min kunst er skabt med gode intentioner, og så er det faktisk underordnet om det er ordinært eller genialt.
Bare det kommer fra et godt sted…

Og på den måde kommer jeg alligevel ud af døren, med lommerne fulde af mudder.
For klar - det bliver jeg altid. Ordinær eller ej ♥️