Sådan tager du bedst vare på dit tekstilværk

TILLYKKE!

Du har fået et smukt værk ind i dit hjem, skabt af bløde hænder og omhu og naturlige materialer. Du har investeret i noget, som du virkelig kan MÆRKE. Noget, du føler, der taler til dig. Noget, som er noget lidt særligt.
og derfor vil du også gerne passe særligt på det!

Når du køber et tekstilværk, vil du gerne vide hvordan du passer så godt på det som muligt. Det skal du have KÆMPE tak for. Jeg er så taknemmelig og glad for, at du har lyst til at have min kunst hængende i dine kærlighe omgivelser, og jeg vil gerne være sikker på, at du får størst glæde af dit væk så lang tid, som muligt.

For at du kan være bedst klædt på til at håndtere dine tekstile kunstværker har jeg samlet en række gode råd til dig her, som du altid kan vende tilbage til:

  • Når du modtager værket
    Dit værk vil typisk være rullet sammen under transporten, og se lidt fladmast ud, når du får det pakket ud.
    Do not fear ;-)
    Dit værk er i fin stand, det skal bare lige have lov til at rette sig ud, når det ankommer. Lidt ligesom os andre, når vi har siddet sammenkrøbet i et togsæde i flere timer.
    Når du har pakket værket ud af emballagen, så hæng det op med det samme. Det behøver ikke nødvendigvis være på den rette placering - men bare at komme op og hænge vil allerede hjælpe med til at rette fibrene ud.
    Lad gerne værket hænge uden at røre for meget ved det.
    Stryg de allermest forfløjne tråde tilbage på plads, men gi’ lige værket en stund til bare at lande. Værket kan godt tåle, at du ryster det let (hold i toppen af værket, og ryst det blidt).
    Når du har hængt værket op på sin rigtige plads, så kan du børste det let med en meget blød børste og evt. dampe det, for at få fibrene til at rette sig helt ud (se punkt længere nede).

  • Undgå direkte sollys
    Ultraviolet lys er den store synder, der afbleger farverne i vores tekstiler over tid. Det sker faktisk ikke kun for tekstilerne, men for stort set alt som strålerne rammer - vi ser det oftest tydeligst på vores tekstiler, og især de tekstiler, der er farvet med naturlige pigmenter.
    Placer helst dit kunstværk et sted, hvor det ikke hænger i direkte sollys - eller alternativt et sted, hvor sollyset bliver distorted, eller måske kun falder direkte i korte perioder af dagen.
    Man kan også få UV-filtre monteret på sine ruder, det skærmer alle dine ejendele mod at blive for intens påvirket af lyset, og måske værd at overveje på den lange bane.
    Når du køber et værk, der er farvet med naturlige farvestoffer, så må du forvente én eller anden form for forandring i farverne over tid - sådan er det, når vi har med naturens egne processer at gøre. Det er en del af charmen og magien ved at eje et naturligt produkt.

  • Undgå insekter
    Der er visse insekter, såsom møl og tæppebiller, der bare ELSKER dit nye tekstilværk og tror, at du har skaffet dem et vidunderligt nyt hjem at gnaske i. Det er ikke særlig fedt, hvis de begynder at gnave i stoffet og bider trådene over, så dit smukke værk tilsidst smuldrer og falder fra hinanden.
    Der findes en lang række præparater på markedet som du kan investere i - hvorvidt du selv ønsker at bruge gift vil jeg ikke blande mig i, men vid, at jeg har en meget klar holdning til, hvordan jeg synes vi bør behandle vores natur! Men det er dit værk, og dermed dit valg.

    Insekter - og møl især - elsker støvbunker og sprækker at gemme sig i. Det bedste du kan gøre er at støvsuge dit hjem grundigt og jævnligt, så de aldrig rigtig får noget sted at slå sig ned, og dermed også fjerne eventuelle larver og æg.

    Der findes visse æteriske olier, hvis dufte afskrækker insekterne, så de slet ikke får lyst til at slå sig ned.
    Cedertræ er den mest anvendte, men jeg læser enkelte steder, at lavendel også kan gøre tricket.
    Du kan blande 10-15 dråber æterisk olie i en sprayflaske med rent vand, og spray det forsigtigt på omgivelserne omkring værket. Men vær særligt opmærksom på, at olien godt kan sætte pletter, så det er med største forsigtighed, du skal arbejde.
    Alternativt kan du dryppe cedertræsolie på en diskret lap stof, som du placerer et sted bagved værket, hvor det ikke kan ses. Du kan også købe cedertræskugler, som kan placeres i nærheden af værket.

  • Hvis du kan, så undgå at placere værket for tæt på dit køkken
    Der er ikke noget værre end at dit elskede tekstilværk lugter af stegte løg, ydrk.

  • Undgå at hænge dit værk direkte over en radiator
    Tør, varm luft er ikke nødvendigvis særlig godt for levetiden på dit værk. Hvis du ikke har andre muligheder, så vær i stedet omhyggelig med at give værket damp/luft med jævne mellemrum, så holder det sig frisk længere.

  • Undgå at røre for meget ved dit værk
    Når dit værk hænger, så lad det hænge. Undgå at røre for meget ved det med dine bare hænder - dine håndflader bærer på sved og salte og støv og fedt - det er helt naturligt og sundt for dine hænder, men ikke for tekstilerne ;-)

  • Støv let af
    Når du ønsker at opfriske dit værk - og det kan du sagtens med faste, jævne mellemrum - så vær blid.
    Dit værk kan godt tåle at du børster det let med en blød børste eller klud - men ikke tvære med en våd klud.
    Dit værk tåler ikke at blive støvsuget.
    Køb evt en stor og fyldig makeup-børste med et rundt børstehoved. Den kan komme rundt til støvet i alle krogene af værket, uden du får trukket for meget i fibrene.

  • Damp
    Dit værk vil ELSKE en god gang damp med jævne mellemrum, fx hvert kvartal eller hvert halve år.
    Den fugtige luft renser fibrene, så de bliver helt genopfriskede og rejser sig igen, hvis de er blevet lidt fladmaste.
    Hvis du ejer en damper, så giv værket en omgang - gør det, mens værket hænger på sin plads, og uden at du behøver rumstere mere end højst nødvendigt rundt med det.
    Ejer du ikke en damper, så vil værket også elske at komme med dig i bad ;-) Hæng det op på badeværelset et sted, hvor det ikke bliver ramt direkte af vand (!), og lad det nyde godt af dampen.
    Værket vil også elske at komme udenfor og hænge under et tørt halvtag, på en rigtig tåget dag - sådan en dag, hvor man næsten kan mærke, at luften føles våd. Det vil have samme effekt som damperen. Vær obs på at værket er ordentlig sikret, der hvor det hænger - hvis det blæser ned bliver det rigtig træls at skulle filtre ud igen.

  • Frost
    Når det rigtig fryser og der ligger en rigtig god dyne af crisp, sprød sne - og det ikke regner - så kan du tage dit værk med ud i frostgraderne og lægge det fladt på sneen. Måske endda lægge et lag sne ovenpå værket, helt forsigtigt, uden at mase for meget.
    Dit uldværk vil blive renset af den iskolde fugtige luft og det rene sne, og desuden vil eventuelt utøj blive slået ihjel af kulden.

  • Spørg gerne kunstneren
    Hvis du kommer i tvivl, så kontakt mig, og bed om vejledning, hvis du har et konkret sprøgsmål. Især er det væsentligt, hvis du har brug for at finde ud af, om dit værk kan tåle lidt mere ‘hårdhændet’ behandling, fx vask eller afstøvning mv. - og hvordan du skal håndtere dit værk, hvis det skal flyttes.

Forrige
Forrige

Hvilke ting har ændret sig mest på de første 4 år?

Næste
Næste

Hvorfor det er godt at huske, hvor stresset jeg var