Du stinker! Men alligevel fortsætter du - jeg vil gerne fortælle dig hvorfor:

KOM SÅ, Trine - for fanden!
Du ka’ godt!

Jeg STINKER i den afsluttende fase. Seriøst, jeg kæmpestinker.
Jeg stinker så fælt, at jeg faktisk seriøst overvejer bare at skride og efterlade yndlingsprojektet halvdødt på trappetrinnet.
Så tæt på.
Såååååå langt fra!

Fordelen ved at være så gammel som jeg efterhånden er blevet er, at man efterhånden har været processen igennem et par gange (eller fjorten…)

Jeg VED, jeg kæmpestinker på de sidste afgørende meter.
Jeg VED, jeg vil gøre næsten hvad som helst for at undgå at fuldføre min egen drøm.
Jeg VED, at det skide glasloft trykker, og jeg bliver bange for… at lykkes.
(Ja, det er grotesk, ik? Men det er sådan det er, og det glasloft har jeg stiftet bekendskab med mange mange gange efterhånden…)

Men jeg ved også, at jeg kan. Jeg har gjort det før.
Jeg har hadet det, og tudet mig hele vejen igennem og spist urimeligt mange chokoladeskildpadder som motivation/kompensation, og jeg har KÆMPEstunket imens.

Men jeg har gjort det før.

Og fordelen ved at være gammel og ha’ gjort det før er, at så ved man også, at man kan igen.
Sjovt nok, så lærer man jo netop at blive ret sej til dét, som man stinker allermest til.
Det kaldes træning, baby. Og det er noget lort - men det virker.

Jeg ved, jeg stinker.
Jeg ved, jeg hader mig selv og hele min kreative proces imens.
Jeg ved, jeg skal have chokolade i rigelige mængder.
Jeg ved, at jeg overlever.
Jeg ved, at jeg bliver rigtig stolt og rørt, når jeg kommer kravlende i mål.
Jeg ved, jeg kan.

Jeg stinker - og alligevel så gør jeg det. Med stink og det hele.

Man må tage hele processen med, hvis man gerne vil udgive bøger, skrive 365 fortællinger, bygge virksomheder, skabe kunst og i det hele taget turde drømme højt.

Hvis man gerne vil sætte aftryk i den her verden, så er det en del af pakkeløsningen:
Ingen drømme uden at man hader det hele.
Hader sig selv. Hader at starte. Hader alt det i midten. Hader at slutte tingene af.
Men heller ingen drømme uden at opdage, hvad man præcis er lavet af:
Hvor meget, man kan tåle at stinke. Hvor badass man er, når man gør det alligevel. Hvor meget man tror på sig selv. HVEM der rent faktisk fører drømmene ud i livet (hint: det er dig!). Hvor modig man er. Hvor åndsvagt stædig man er.

Kreativitet er en pakkeløsning. Og jo større drømme, jo større er pakken.
Sådan er det bare.

Så nu sætter jeg mig - LIGE NU - og skriver det efterskrift, som jeg måske/måske ikke sætter bagerst i bogen ‘Hvileløse Fortællinger’.
Det vil jeg vurdere, når teksten engang er færdig, og jeg kan se om den stinker for meget, eller bar lige tilpas.
Og når den tekst er klar - så er bogen færdig.

Jeg gør det NU!

Klar. Parat. STINK!

Du kan godt, Trine. Kom så.