Selvhadssumpen bobler

Sumpen af selvhad bobler.
Giftigt og lystigt bobler den, med sit mudrede blik stift rettet mod mine inderste, mest spinkle følelser.

“Bluuuuuuurrrhhhhp, du er træls at høre på”, bøvser den.
”Hvornår fatter du, at du er spild af ilt?”

Det sker hver gang.
Hver eneste gang, jeg forsøger at sætte en fod udenfor den etablerede sti.

“Fsssssssssss, du er ingen forfatter”, syder sumpen videre.
”En forfatter har et forlag, og får løn for at forfatte. Dig? Du er en håbløs wannabe…”

Forskrækket trækker jeg foden til mig. Jeg vil helst ikke have det klamme stads på min sko.
Fortabt stirrer jeg på mudderet, der syder og sprutter. Det er næsten som om det får næring og vokser en smule, hver gang den fornemmer, hvor godt de ondskabsfulde ord rammer.

Hvad!!?? Griner den ligefrem??
Jeg stirrer på mudderet, der splutter af fryd. Jo, gu gør den så - den slibrige skiderik??!

Selvhadssumpen griner mig lige op i fjæset, med et nedladende bedrevidende, giftigt smil. Som om den allerede har på fornemmelsen, at den har vundet.

“Bllluuuurppp, gå hjem og græd lidt mere, Trine. Pak dig. Du FYLDER for meget”.

Og så sætter den trumf på. Det sidste stød, det værste den overhovedet kan komme til at hvisle til mig. Den ved, hvor mit ømmeste sted sidder, og bruger det gerne:

“Du er uønsket. Du er det mest uønskede menneske, der findes. Fat det nu, du er spild af menneske”.

Hånligt bobler sumpen, skvulper rundt og syder tilfreds og æder, suger næringen til sig, formerer sig, udvider sig, hånligt, hånligt, hadefuldt.

“NEJ!”, råber jeg.

“Nej. Nej. Nej. Nej, nejnejnej, nej. NEJ! Du har ikke magt over mig. Jeg skylder dig ikke en skid, ikke engang en forklaring”.

Og så springer jeg med begge ben lige ud i mudderet med det største plask.
Sumpvand og mudder siver ind i mine sko, splatter ud over det hele og og klisterer sig til mine ben og mit hår og mit hjerte. Gennemblødt.

“Nej”, siger jeg igen. “Nej! For jeg har nemlig noget, jeg skal. Jeg har ikke tid til at lade noget så latterligt som mudder bremse mig. Du er bare mudder. Du stinker, og du sviner. Du er klam og ulækker og jeg føler mig ussel og beskidt, sådan som du klistrer dig til mig. Men du er bare mudder, jeg kan vaske dig af igen. DU ER BARE MUDDER!”

Og med ét mistede sumpen sit tag i mig, og slap sit klistrede greb om mine sko og mit hjerte.

Jeg har ikke tid til at stå her og vente på at min sjæl bliver vandtæt og skidtafvisende. Jeg skal nemlig videre - jeg har nemlig en bog, jeg skal nå.