GÅ VÆK!

Jeg kan stadig høre regnen.
Hele skoven, der omkranser vores lille sommerhus på Mols står stadig og damper i den spæde morgensol. Det knitrer vådt overalt, når tusindvis af tunge regndråber løber ned af alle blade og kviste, og lander med småbitte bump på jorden under dem.

Jeg har en lille historie til dig i dag.
Den handler om min far, som lige omkring denne tid ville være blevet 74 år.

Min far var instrumentbygger.
Blandt andet.

Jeg kender ingen som ham, der kunne falde i svime over et helt særligt stykke fascinerende træ, eller en lovende åretegning.
Han kunne få et fjernt, kærligt udtryk i øjenen når han aede en særlig smuk træ-stump, mens han højlydt mumlede til sig selv (eller måske træet?) hvad der mon ville dukke op, når han begyndte at skære i det.

På hans værksted duftede der altid tungt, af en blanding af tørt træ, linolie, metal, mandehørm og flaskebajer.

Jeg forstod i virkeligheden ikke særlig meget af dét han arbejdede med - det var en besynderlig verden med besynderligt værktøj og besynderlige arbejdsmetoder, han levede i.
Men jeg elskede at komme med derud.
For derude på værkstedet fandtes et magisk univers - lige dér for øjnene af mig - når han satte skarpt værktøj imod blødt træ, og hans grove hænder fremtryllede små, forfinede, delikate detaljer, fyldt med lyd og kærlighed.

Jeg lærte aldrig at forstå træet, som han gjorde.

Men jeg lærte en anden og meget vigtig ting af at komme i hans værksted:

I den kreative, skabende proces opstår der tit forhindringer.

Hænderne fjumrer.
Håndværket opfører sig ikke, som vi vil have det til.
Træet/garnet/papiret er dumt, og gør ikke som vi havde håbet.
Farver stemmer ikke.
Ideen bliver alligevel ikke, som vi havde håbet.

Du kender det sikkert også fra dig selv?

Jeg gør!
Men det jeg lærte af min far og hans værksted er meget simpelt:

Det handler om at GÅ VÆK!

Min fars værksted var bygget op med borde - eller arbejdsstationer - langs med alle væggene.
Han havde typisk gang i mere end ét projekt ad gangen, der alle lå spredt ud på bordene.

Han kunne gå i gang med det første projekt og arbejde målrettet på det, men på ét eller andet tidspunkt ville han støde imod en forhindring.
Ét eller andet opførte sig ikke som forventet. Én eller anden trædims lavede ballade, eller ville ikke rette ind.
Men i stedet for at blive stående og stirre på den der dumme fejl, så lagde han projektet fra sig

- og gik videre til det næste bord.

Dér ville han tage fat på det næste projekt, og fordybe sig i det - indtil han igen ville støde på en forhindring.
Så gik han videre til det næste projekt - og videre til det næste.

Sådan fortsatte han rundt og rundt, fra det ene projekt og videre til det næste.

Og mens han fordybede sig i de andre projekter, så dukkede der altid nye ideer op - så når han var tilbage ved udgangspunktet havde han i mellemtiden fundet løsningen på problemet.

Jeg siger det tit til mig selv, når tingene driller allermest.

GÅ VÆK!

Bare går væk. Kig væk. Lav noget andet!
Så sætter jeg mig med et strikketøj, der er fuldstændig lige ud ad landevejen, og som ikke kræver særligt meget af min hjernekapacitet.
Eller måske kører jeg en tur, og sætter hjernen på autopilot. Eller graver lidt tørv til mit tag.

Til gengæld slår det aldrig fejl: forhindringerne smuldrer væk, og nye ideer står i kø.

Men det kræver, at man tør bevæge sig væk, og koncentrere sig om noget andet i et stykke tid.
Lade som om, man er lidt ligeglad.

Gå væk.
Dine ideer bliver bedre af det.
Og forhindringer er heldigvis kun forhindringer - de er her, for at vi kan overvinde dem med snilde og påhitsomhed.