Den Døde Flues Forbandelse

Billy, my love!

Du har været forbandet fra starten, men det er måske derfor, jeg elsker dig så højt…
Fra det første øjeblik, jeg satte mine pinde i dig, så vidste jeg, at vores kurs ville blive turbulent og dødelig - i hvert fald for dig.

Den døde flues forbandelse er, at den er død. Sådan er det bare.
Men at du har taget mig så lang tid at gøre færdig, og at dit vingespænd bliver på næsten 4 meter - det var der ingen, der havde anet. Ikke engang mig.

Det startede ellers utrolig godt. Garnet. Farverne. Pindene.
Det hele summede bare derudaf, som man siger. Men efterhånden som du blev tungere og tungere, og de løse ender blev flere og flere - jo langsommere fløj vi.

Der skete dét, som aldrig må ske, når man arbejder med noget så unikt som dig, Billy.
Jeg begyndte at lytte til folks undren, og forsøgte at lede efter logiske svar på deres mange spørgsmål.

Det værste man kan gøre i en kunstnerisk proces, som den vi to danser i, det er at tænke…

• Hvad skal den egentlig bruges til?

• Hvorfor er den død?

• Hvor har du så tænkt dig, at den skal hænge, når den engang er færdig?

• Er det et tæppe, eller hvad?

• Er det ikke bare spild af arbejde, det der?

Undskyld, Billy! Undskyld, at jeg kom til at tænke. For jeg kunne ikke finde ét eneste svar på de mange spørgsmål, udover:

“Jamen, jeg synes det er sjovt…?!”
Og den slags argumenter har det med at drukne lidt. Især, når talen falder på døde fluer.

Så du er stadig lige så stendød, som du hele tiden har været. Jeg formåede ikke at puste det liv i dig, som jeg drømte om, og måske ønskede for os begge to.
Måske er det dét, der er døde fluers allerstørste forbandelse?

At uandet hvad, så vil de - død og pine - blive netop ved med at være præcis dét de er: døde!