Hvornår er det bedst at være modig?
Kender du følelsen af at være retrospektivt modig?
Altså, dén fornemmelse der opstår, når du har kastet dig ud i noget uden at blinke - for bagefter pludselig at skælve af angst, over det, du har sat i gang?
Kan man stoppe en supertanker, der er kommet op i fart?
Og endnu vigtigere:
Hvorfor er det pludseligt så vigtigt at stoppe den, når det endda var mig selv, der både satte kursen og fyldte brændstof i tanken?
Jeg har brugt hele påsken (og mere til) på at stirre ud i skyer, og fortabe mig i spekulationer.
Glad og fro var jeg klatret helt herop på udspringsvippen, men nu hvor jeg skal til at springe, så svigter modet mig alligevel. Jeg står der øverst på vippen, og frygter det sug i maven det vil give, når jeg endelig trækker vejret dybt og lader mig falde.
Det er blevet så alvorligt, at jeg glemmer mærkelige ting.
Så som, om den kaffe jeg har i min kop er varm eller kold? Eller om jeg mon er på vej op eller ned ad den trappe, jeg befinder mig på.
Spekulerer. Bliver væk.
Eller gemmer mig?
Jeg må jo nok erkende, at det er min ældste ven, der er flyttet ind, og skaber bekymringer:
Angsten for at blive afvist!
Hvis jeg nu bare klatrer ned fra udspringsvippen igen, så siger vi lige, at der ikke var nogen, der opdagede det.
Så lader jeg bare lige supertankeren løbe tør for brændstof og lister lige så stille baglæns ud herfra, uden at give lyd fra mig. Jeg kunne godt gemme mig. Det kunne jeg virkelig godt.
Det har rigtig mange gange været min strategi, når jeg blev ramt af den rædsel at opdage, at jeg selv ligepludselig har sat noget 'STORT’ igang, og gjort mig selv helt ulideligt synlig.
Men, altså…
Nu har jeg klatret hele vejen herop.
Og selvom jeg er afsindigt ræd for at springe ud i det, så ville det være spild af så enormt mange kræfter - hvis jeg end ikke gør forsøget.
Jeg er ikke retrospektivt modig - jeg er retrospektivt HUNDERÆD!
Det er faktisk næsten det samme, når man står på vippen.
Den gamle strategi med at gemme mig under sofaen og sige som støvfnug, den var fin, men den trænger måske til at blive erstattet? Jeg bliver nødt til at finde ud af, hvad der sker hvis jeg springer, ik?
Det skylder jeg mig selv…
Og jeg ved, at det svar finder jeg ikke, hvis jeg bare lister baglæns ned fra vippen, eller bliver ved med at stirre op i påskeskyerne.
Svaret findes kun, hvis jeg trækker vejret, læner mig frem og vover, at lade mig falde!